Himlens mekanik

Indtil 1781 kendte man kun de 7 klassiske planeter. I astrologien blev Solen og Månen inddraget som planeter, om end astrologer til alle tider har vidst, de var himmellys og som sådan havde en overordnet funktion i det  menneskelige sind. De var mere personlige og stærkt forbundet med termerne Ånd og Sjæl. Rækkefølgen for planeterne er, fra Solen og ud: Solen, Mercur, Venus, Jord-Måne, Mars, Jupiter og Saturn. Disse planeter gav navn til ugedagene og det var også gængs opfattelse, at hver dag havde sin helt egen energi.

Solen   =  søndag
Månen =  mandag
Mars   =    tirsdag
Mercur =  onsdag
Jupiter =   torsdag
Venus    = fredag
Saturn =   lørdag

Astronomen Johan Bode (1747 – 1826), direktør for observatoriet i Berlin, fandt, på baggrund af beregninger fra den tyske matematiker Daniel Titius (1729 – 1796), at der var et nøje bestemt afstandsforhold mellem planeterne. Hans beregninger gik ud på - følg nu godt med - at lade afstanden mellem Solen og Jorden være tallet 1. Mercur har tallet 0 og Venus 3. Til alle værdier lægges 4 enheder til og divideres med 10. Læg mærke til de markerede røde tal, der fordobles. Bortset fra det, er jeg selv stået af, så hvis du hænger på stadig, er det flot. Ikke desto mindre vil den her viste tabel være ret så imponerende.
 
 
 
De tre sidste planeter i skemaet var ikke kendt, da Bode fremkom med den spændende udregning om planeternes afstandsforhold, dog blev Uranus fundet, mens han levede. Det var i året 1781. Til gengæld var asteroidebæltet mellem Mars og Jupiter et ukendt land. Bode mente ud fra sine beregninger, at der måtte være en planet i dette område med afstandsenheden 2,8. I skemaet benævnt som ”Ukendt”. Senere har man i dette store tomrum mellem Mars og Jupiter fundet mere end 200 småplaneter, kaldet asteroider. De tre største hedder Juno, Pallas og Ceres.

Der er fremsat mange teorier om dette bælte af småplaneter. En af dem går ud på, at der engang har ligget en ”rigtig” planet, som så er sprunget i stykker og derved har efterladt sit aftryk i form af alle de mange klippestykker, kaldet under et for asteroider. Andre mener omvendt, at de mange klippestykker ikke nåede at samle sig til en planet, da universet var under skabelse.

Astrologisk bliver de sjældent brugt. Men der kan fås ephemerider over de største asteroider, således at de kan tegnes ind i horoskopet og derved inddrages i tydningen. Der er mig bekendt ingen astrologer, der bruger dem. Horoskopet rummer nok i forvejen.


I astronomiske kredse ryster man lidt på hovedet, når talen drejer sig om Bode-Titius. Man vil ikke rigtig kendes ved dem. Jeg synes, det er et spændende pionerarbejde, de har lavet, og sandsynligheden for, at planeterne til og med Uranus har placeret sig så harmonisk og i en så logisk afstand fra hinanden, er for mig at se kun muligt, hvis der er en plan med ”skabelsen”. Jeg tror ikke, det kan lade sig gøre, at et sådant mønster kan falde i hak på en så ordnet måde uden styring. Prøv at forestille dig glødende masser blive slynget ud i rummet og tilfældigt fortætte sig på denne måde. Det kan ikke lade sig gøre. Men nu er min holdning jo også den, at der ikke er noget, der er tilfældigt. Vi kalder det blot sådan, fordi vi endnu ikke har fundet de overordnede love, der styrer det.

Nå, det var nok for denne gang. Jeg vender tilbage snart med en artikel om relationen mellem Månen og Saturn, det timelige og det verdslige, barnet og den voksne, følelserne overfor strukturen.
 
 
Artikel skrevet 2007
Jan Schultz | Storegade 1a, st.th., 3740 Svaneke  | Tlf.: 2993 3085 | tarotkort52@gmail.com